STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Vilde ideer om sponsorpenge

Boy Boysen fra Skjern Håndbolds bestyrelse i gang ved idétavlen.

Kommunens sponsorpenge til sportsklubberne bliver nu sat i spil på en helt ny måde efter et møde med fem topklubber mandag aften.

Ringkøbing/Skjern Kommunes kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard var mandag aften til møde med Skjern Håndbold, Tarm-Foersum Håndbold, Ringkøbing Håndbold, Ringkøbing Fodbold og Rækker Mølle Håndbold for at diskutere kommunens sponsorpenge.

- Topklubberne ligger i de øverste ligaer, og det giver en synlighed, vi som sponsorer gerne vil tænke anderledes om. Vi skal stå sammen om at vise Ringkøbing-Skjern Kommune som et sundt sted at leve, hvor vi hepper på alle med virketrang og -lyst, siger kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard.

Derfor blev bolden givet op til at drøfte nye ideer til, hvordan traditionelle bandereklamer og logoer på sportstøj kan få selskab af andre aktiviteter.

- Dybest set handler det om, at vi i fællesskab skal få Byrådets vision om vores kommune som Naturens Rige til også at spille i sportens verden, uddyber kommunaldirektøren.

Løft i flok
Ifølge Skjern Håndbolds formand Carsten Thygesen er elitesport et godt redskab til at øge kendskabsgraden til kommunen.

- Der er ingen tvivl om, at de fem eliteklubber ved at løfte i flok i endnu højere grad kan være med til at profilere Ringkøbing/Skjern Kommune. Vi har en fælles interesse i at få endnu flere til at bo i Danmarks største kommune, siger Skjern Håndbolds formand Carsten Thygesen.

Vilde ideer 
Aftenen stod i ideudviklingens tegn og ideerne var mange.

Lige fra at skoletrætte elever, der har svært ved at møde til tiden, skal have lokale håndboldhelte i røret om morgenen til bosætningsfremstød for folk, der pendler til kommunen. Den omvendte ide, at invitere fraflyttede borgere med til udebanekampene, blev også nævnt som en mulighed.

På forhånd var klubberne blevet bedt om at give kommunen tre gode råd om nytænkning af sponsorpenge.

Her kom ideen om en fælles kommunemaskot, som klubberne kunne tage med på tur på banen. Klubberne opfordrede også til at kommunen 'praler' mere med at der er fem klubber, der figurerer i den gode halvdel af tabellerne.

Samarbejde på tværs
Udover optimal synlighed udadtil havde mødet også til formål at styrke samarbejdet mellem klubberne.

- Vi håber, at de ideer og kontakter mødet kastede af sig, kan være med til at styrke den geografiske sammenhængskraft i kommunen og skabe endnu mere samarbejde på tværs af klubberne, siger kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard.

Kommunaldirektøren nævner Rock i Ringkøbing som et eksempel på et godt samarbejde mellem Skjern Håndbold og fodboldklubben Ringkøbing IF, der begge har engageret sig i musikbraget.

- Jeg er næsten høj over at mærke det engagement klubberne mødte op med til mødet. Det var startskuddet til et meget stærkere og nytænkt samarbejde fremover, siger kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard.

NYHEDER