Claus Møller Jakobsen var i 45 minutter uden sammenligning kampens bedste spiller med seks mål, et hav af assists og sublimt forsvarsspil.
Men et kvarter inden i anden halvleg fik Skjern-stjernen sin tredje udvisning og dermed rødt kort efter tumult med Koldings Mads Forslund, hvilket satte holdkammeraterne under pres, idet Kristian Gjessing, Per Leegaard og Simon Krogh alle var ukampdygtige.
”Det må selvfølgelig ikke ske. Bølgerne gik højt, og jeg har en høj tænding, når jeg spiller. Jeg får så smidt nogle eder i ansigtet, og så burde jeg være rutineret nok til at ignorere det, men det formåede jeg ikke,” sagde Claus Møller Jakobsen, der både var helt og skurk i Skjern-sejren.
Skjern-profilen hæftede sig dog ved en flot holdpræstation.
”Vi manglede flere bagspillere, og da jeg blev vist ud, manglede vi endnu en. Heldigvis står vi sammen og hiver den hjem over et rutineret hold som Kolding,” sagde Claus Møller Jakobsen og fortsatte:
”Vi kan være utrolig glade og stolte. Det har været en sæson med op- og nedture, men skal vi være 100 procent ærlige, så har vi ikke fortjent at stå i en DM-finale, fordi vi ikke har spillet godt nok i slutspillet. Derimod er det fuldt fortjent, at vi er i bronzekampen, ligesom vi har kvalificeret os til europæisk håndbold,” lød det fra den 34-årige bagspiller.