STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skuffede Skjern reddede et point

Henrik Møllgaard og Skjern fik et point i lørdagens kamp mod Bjerringbro-Silkeborg.

Skjern smed sejren væk, men undgik et nederlag. Vestjyderne spillede 24-24 mod Bjerringbro-Silkeborg efter 10 mål af Kasper Søndergaard

Af Kenneth Thygesen

En forrygende håndbolduge for Skjern Håndbold kunne lørdag eftermiddag blive kronet med den tredje sejr på seks dage.

I søndags sikrede Skjern sig videre avancement i EHF Cuppen, og i onsdags kom Final4-billetten i hus med en sejr over AJAX. Nu manglede ba

Men den sidste glasur på kagen blev en smule bitter. Skjern fik point, men det blev ikke til et sejrs-hattrick.

Skjern og Bjerringbro-Silkeborg spillede uafgjort 24-24, og det var ingen af holdene tilfredse med.

Invitation accepteret
Inden lørdagens kamp havde Skjern vundet de fem seneste opgør mod Bjerringbro-Silkeborg (BSV).

Og da en suverænt Kasper Søndergaard sendte en kontrollerende Skjern-mandskab foran 18-14 med 20 minutter igen, lugtede det af seks på stribe.

Men en norsk superstjerne fra Silkeborg havde ikke tænkt sig at køre de 82 kilometer østpå uden point. Kristian Kjelling tog som så mange gange før sagen i egen håndog kreerede, assisterede og scorede efter behag.

Det formåede Skjern ikke at modstå. Det ellers velfungerende defensiv blev usikker, og så udlignede BSV’erne til 22-22 med fem minutter tilbage.

Mikkelsen reddede et point
Frustrationerne var til at tage og føle på hos de 1993 tilskuere i Skjern Bank Arena. Kampen burde have været lukket, men ufrivilligt havde Skjern inviteret gæsterne indenfor igen.

BSV’erne accepterede invitationen og bragte sig foran 24-23. Presset var nu på Skjern, der med 34 sekunder igen var tvunget til en afslutning.

Dommerparret appellerede for passivt spil. BSV fløj frem i flæsket på Kasper Søndergaard, der havde scoret de seks seneste mål for Skjern.

Det gav plads til formstærke Lasse Mikkelsen, der på stående fod kanonerede kuglen i kassen. 24-24.

Lettelse eller skuffelse?
Flere mål blev der ikke scoret i opgøret. Skjern fik langt om længe tacklet Kristian Kjelling i de døende sekunder, og selvom storskytten er dygtig, blev hans frikast efter tid sikkert reddet af Søren Pedersen.

Og så stod de der. 14 spillere på midt på det grønne halgulv og vidste ikke, om de skulle juble, råbe, smile eller græde.

Skjern kunne set over 60 minutter ikke være tilfredse. Det kunne BSV heller ikke med det sidste minut isoleret set.

Skuffelse eller ej, kampen sluttede uden vinder, og det efterlader Skjern Håndbold på en femteplads i tabellen.

NYHEDER